Effektiv restitution og behandling af hævelse
Kompressionsbehandling er en skånsom og effektiv behandlingsform, hvor en manchet placeres omkring arme eller ben. Trykket i manchetten veksler mellem overtryk og normalt atmosfærisk tryk, hvilket stimulerer både blod- og lymfecirkulationen. Behandlingen opleves af de fleste som behagelig og afslappende og kan anvendes både som led i restitution og til behandling af hævelse.
Kompressionsbehandling som restitution
Når du træner, belastes og nedbrydes muskel- og senestrukturer. For at kroppen kan genopbygge sig og blive klar til ny belastning, er restitution afgørende. Kompressionsbehandling øger blodgennemstrømningen i og omkring muskulaturen og understøtter dermed kroppens naturlige restitution. Denne behandlingsform kendes også som recovery boots.
I modsætning til aktiv restitution, som også øger blodgennemstrømningen, men samtidig belaster allerede stresset væv, giver kompressionsbehandling mulighed for restitution uden yderligere belastning af muskler, sener og led. Det gør behandlingen særligt velegnet, hvis du er hårdt trænet, i gang med genoptræning eller har behov for restitution uden risiko for overbelastning.
Behandling af ødem og lymfødem
Kompressionsbehandling anvendes også ved hævelse i kroppen, også kaldet ødem. Ødem er en ophobning af væske i vævet, mens lymfødem opstår, når lymfevæsken ikke kan transporteres normalt gennem lymfesystemet, ofte fordi lymfekarrene er beskadigede eller blokerede. Det kan medføre vedvarende hævelse i eksempelvis en arm eller et ben.
Lymfødem kan være medfødt, men ses oftest som en sekundær tilstand efter operation, infektion eller strålebehandling – blandt andet efter brystkræft. Selvom lymfødem ikke kan helbredes, kan hævelsen i mange tilfælde reduceres og holdes nede med kompressionsbehandling kombineret med bevægelse og korrekt afl astning. Behandlingen udføres med automatisk udstyr, som også anvendes på hospitaler og specialiserede lymfødemklinikker.
Kompressionsbehandling kan desuden have gavnlig effekt ved andre former for hævelse, eksempelvis efter operation, ved gigtsygdomme, ledskader, nervelidelser samt uro i benene.
Hvornår bør behandlingen undgås?
Kompressionsbehandling anbefales som udgangspunkt ikke ved blandt andet blodprop, alvorlig nyresygdom, aktiv kemoterapi, infektiøse hudlidelser eller sår, akutte blødninger eller kort tid efter dialyse. Ved graviditet bør behandlingen altid vurderes individuelt. Er du i tvivl om, hvorvidt behandlingen er egnet for dig, anbefales det at tale med din læge eller fysioterapeut.
Praktisk information
Kompressionsbehandling tilbydes som en tillægsydelse til den almindelige behandlingspris. Har du spørgsmål, eller ønsker du at høre mere om, hvorvidt behandlingen kan være relevant for dig, er du altid velkommen til at kontakte klinikken.
Du kan læse mere om lymfødem på sundhed.dk.